Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

To interviews og en kronik

Den aktuelle debat om Kunstakademiet har på ny sparket en diskussion igang om kunst og identitetspolitik. Det er jeg blevet interviewet om i programmet Udråb på Radio Loud, omend kun som et indspark i et program med kunstneren Jonathan Hedegaard. Det kan høres her.

Er coronakrisen en sindrig plan fra magthavernes side, som de har iværksat for at styrke kontrollen med os borgere? Coronakrisen har givet konspirationsteoretierne nyt liv, og det var jeg gæst i Brinkmanns Briks på P1 for at fortælle om i slutningen af april. Jeg er med hele tiden, og programmet kan høres her.

Netop Covid-konspirationsteorier har jeg skrevet en kronik om i Altinget. Min påstand er, at konspirationsteoretikerne markerer fællesskabets grænse. Et samfund er aldrig fuldt og helt identisk med sig selv men indeholder altid nogen, der frivilligt eller ufrivilligt er udenfor – heriblandt konspirationsteoretikerne. Det kan du læse meget mere om her.

Artikel på POV.international: Coronakrisen ændrer betydningen af vores ord

Fra almindelig god hygiejne til livsvigtig smittebekæmpelse. Fra anonym bureaukrat til folkehelt. Coronakrise ændrer vores ord, handlinger og symbolers betydning. Men hvordan? Og hvad betyder “betydning” egentlig? Det har jeg skrevet lidt om i denne artikel på netmediet POV.international.

Øv, alle er krænkede. Hurra, ingen er krænkede!

Med sagen om SAS-reklamen fandt højrefløjen ud af, at man ikke er ’krænkelsesparat’, bare fordi man kommer med en offentlig kritik. Er det nu, vi lægger krænkelsesnarrativet i graven én gang for alle?

Forestil dig følgende:

En reklame fra et stort firma vækker vrede og forargelse blandt identitetspolitisk aktive, der starter en shitstorm imod virksomheden. Selvom de fleste danskere ikke kan se problemet, kalder flere af aktivisterne på boykot og enkelte kræver endda indgreb fra regeringen.

Det kunne være enhver af de såkaldte ’krænkelsessager,’ som vi har set så mange af de sidste par år. Imidlertid tænker jeg på vreden over SAS’ reklame, der hævede, at der ikke fandtes noget unikt skandinavisk. Denne shitstorm var et nationalistisk forsvar for den unikke nationale identitet, og identitetspolitik er derfor ikke bare et venstreorienteret fænomen.

Krænkelseskultur er et politisk begreb

Det har til gengæld stort set udelukkende været venstreorienteret identitetspolitik, der er blevet kaldt ’krænkelseskultur’, ’krænkelsesparathed’ eller ’krænkelsesepidemi’. Det så vi i, da feminister kritiserede den nye kollektion af Mads Christensen sokker i Føtex, der havde budskaber som ”Jeg tager en bajer – bare gør rent som du plejer”. Men da DF-politikeren Kenneth Kristensen Berth samme år kritiserede Bilka, fordi de solgte en kage med teksten ”Eid Mubarak”, blev Berth ikke kritiseret for krænkelsesparathed.

De to sager ligner hinanden: Man kritiserer en vare (sokker med tekst henholdsvis en kage med tekst) i et supermarked (Føtex henholdsvis Bilka) for at være udtryk for en større, skadelig struktur (sexismen henholdsvis islamismen). Men det første kaldes for krænkelseskultur, det andet gør ikke. 

Der er med andre ord en skævvridning i, hvem der beskyldes for at være krænket. Som jeg viser i min bog Os og dem, er det gennemgående i hele krænkelsesnarrativets historie. Det opstod under karikaturkrisen i midten af 00’erne, hvor det brugtes imod kritikere af Muhammedtegningerne, for i 10’erne at blive brugt imod feminister, antiracister og LGBT-aktivister.

Nye tider

Imidlertid er det måske ved at ændre sig. EkstraBladet kaldte for eksempel Søren Espersen for ”Danmarks mest krænkelsesparate politiker” på grund af hans kritik af SAS-reklamen. CEPOS’ Martin Ågerup skriver i Jyllands-Posten, at ”nogle national-konservative minder om venstrefløjen i deres krænkelsesparathed.” 

Beskyldningen om at være krænket falder ganske forståeligt flere kritikere af SAS-reklamen for brystet. Debattøren Kasper Støvring siger i Mikael Jalvings podcast: ”Noget vi altid hører, og nu taler jeg som nationalkonservativ, er, at vi bliver krænkede over det her – hvad vi ikke gør, vi kritiserer det jo bare”. Jalving selv skriver på sin JP-blog, at ”man er ikke ’krænkelsesparat’, fordi man kritiserer noget for at være dumt eller skadeligt”.

Støvring og Jalving rammer hovedet på sømmet. Hvorfor skal man kaldes krænkelsesparat, bare fordi man kritiserer noget offentligt? Netop dette har feminister, der ikke kan åbne munden uden at blive kaldt krænkede, spurgt sig selv og alle andre om i mange år efterhånden.

Krænkelsesnarrativet på porten

Nu, hvor identitetspolitik fra højre også kaldes krænkelsesparathed, er det måske på tide at lægge krænkelsesnarrativet i graven. Som talehandling reducerer krænkelsesbeskyldningen al kritik og uenighed til et spørgsmål om individuelle følelser. Det er den enkelte, der er blevet stødt eller krænket, og som bør ‘blive lidt mere robust’, ‘få lidt humor’ eller ‘lære at sige pyt’.

Det tilføjer ikke noget substantielt indhold til diskussionen, men fungerer på samme måde, som hvis man i en politisk debat siger til sin modstander: “Du bliver nok klogere med alderen.” Det bliver man naturligvis irriteret over. Jalving og Støvring må kende følelsen, fra når de beskyldes for at være racister og deslige. Måske det var på tide at indse, at alle er ”krænkede” i ordets misforståede betydning – det vil sige, at vi egentlig ikke er så krænkede i virkeligheden men bare er uenige om normer og værdier. Dét kan alle fra højre til venstre finde på at påtale offentligt, og det bør man vel kunne gøre i et demokrati, uden at man af den årsag er ’krænkelsesparat.’

Nyt essay i Eftertryk: Teoriens elendighed

Den italienske filosof Giorgio Agambens seneste skriverier om coronakrisen følger en tendens i hans forfatterskab til med vold og magt at presse verden ned i sine raffinerede og opsigtsvækkende, men ikke altid særlig brugbare teoretiske kasser. Det gør desværre hverken noget godt for erkendelsen eller emancipationen.

Derfor har jeg skrevet et længere essay i magasinet Eftertryk, hvor jeg sætter Agambens corona-kritik ind i hans forfatterskab og kritiserer den. Læs essayet her.

Ny artikel på Videnskab.dk: Hvad er samfundssind?

Ét bestemt ord spiller en mindst lige så stor rolle som ‘corona’ og ‘krise’ i den offentlige samtale: Samfundssind. Alle, fra statsministeren til oppositionen og fra dronningen til almindelige borgere på sociale medier, er enige om, at tiden kalder på, at vi står sammen, løfter i flok og udviser samfundssind. Men hvad er samfundssind egentlig? 

Det har jeg forsøgt at give et svar på i denne artikel på Videnskab.dk, hvor jeg diskuterer begrebet ‘samfundssind’ ud fra den argentinske filosof Ernesto Laclaus diskursteori og viser, at ‘samfundssind’ er en tom betegner, der fungerer som nodalpunkt for en ækvivalenskæde af forskelligartede momenter, der stabiliseres af dets konstitutive udenfor.

Eller lidt kortere: Samfundssind er det, der ikke ikke er samfundssind. God læselyst.