Med sagen om SAS-reklamen fandt højrefløjen ud af, at man
ikke er ’krænkelsesparat’, bare fordi man kommer med en offentlig kritik. Er
det nu, vi lægger krænkelsesnarrativet i graven én gang for alle?
Forestil dig følgende:
En reklame fra et stort firma vækker vrede og forargelse
blandt identitetspolitisk aktive, der starter en shitstorm imod virksomheden.
Selvom de fleste danskere ikke kan se problemet, kalder flere af aktivisterne
på boykot og enkelte kræver endda indgreb fra regeringen.
Det kunne være enhver af de såkaldte ’krænkelsessager,’ som vi
har set så mange af de sidste par år. Imidlertid tænker jeg på vreden over
SAS’ reklame, der hævede, at der ikke fandtes noget unikt skandinavisk. Denne
shitstorm var et
nationalistisk forsvar for den unikke nationale identitet, og identitetspolitik
er derfor ikke bare et venstreorienteret fænomen.
Krænkelseskultur er et politisk begreb
Det har til gengæld stort set udelukkende været
venstreorienteret identitetspolitik, der er blevet kaldt ’krænkelseskultur’, ’krænkelsesparathed’
eller ’krænkelsesepidemi’. Det så vi i, da feminister
kritiserede den nye kollektion af Mads Christensen sokker i Føtex, der
havde budskaber som ”Jeg tager en bajer – bare gør rent som du plejer”. Men da
DF-politikeren Kenneth
Kristensen Berth samme år kritiserede Bilka, fordi de solgte en kage med
teksten ”Eid Mubarak”, blev Berth ikke kritiseret for krænkelsesparathed.
De to sager ligner hinanden: Man kritiserer en vare (sokker
med tekst henholdsvis en kage med tekst) i et supermarked (Føtex henholdsvis
Bilka) for at være udtryk for en større, skadelig struktur (sexismen
henholdsvis islamismen). Men det første kaldes for krænkelseskultur, det andet
gør ikke.
Der er med andre ord en skævvridning i, hvem der beskyldes
for at være krænket. Som jeg viser i min bog Os
og dem, er det gennemgående i hele krænkelsesnarrativets historie. Det
opstod under karikaturkrisen i midten af 00’erne, hvor det brugtes imod
kritikere af Muhammedtegningerne, for i 10’erne at blive brugt imod feminister,
antiracister og LGBT-aktivister.
Nye tider
Imidlertid er det måske ved at ændre sig.
EkstraBladet kaldte for eksempel Søren Espersen for ”Danmarks mest
krænkelsesparate politiker” på grund af hans kritik af SAS-reklamen. CEPOS’
Martin Ågerup skriver
i Jyllands-Posten, at ”nogle national-konservative minder om venstrefløjen
i deres krænkelsesparathed.”
Beskyldningen om at være krænket falder ganske forståeligt
flere kritikere af SAS-reklamen for brystet. Debattøren Kasper Støvring siger i
Mikael
Jalvings podcast: ”Noget vi altid hører, og nu taler jeg som
nationalkonservativ, er, at vi bliver krænkede over det her – hvad vi ikke gør,
vi kritiserer det jo bare”. Jalving selv skriver på
sin JP-blog, at ”man er ikke ’krænkelsesparat’, fordi man kritiserer noget
for at være dumt eller skadeligt”.
Støvring og Jalving rammer hovedet på sømmet. Hvorfor skal
man kaldes krænkelsesparat, bare fordi man kritiserer noget offentligt? Netop
dette har feminister, der ikke kan åbne munden uden at blive kaldt krænkede,
spurgt sig selv og alle andre om i mange år efterhånden.
Krænkelsesnarrativet på porten
Nu, hvor identitetspolitik fra højre også kaldes krænkelsesparathed,
er det måske på tide at lægge krænkelsesnarrativet i graven. Som talehandling reducerer
krænkelsesbeskyldningen al kritik og uenighed til et spørgsmål om individuelle
følelser. Det er den enkelte, der er blevet stødt eller krænket, og som bør ‘blive
lidt mere robust’, ‘få lidt humor’ eller ‘lære at sige pyt’.
Det tilføjer ikke noget substantielt indhold til
diskussionen, men fungerer på samme måde, som hvis man i en politisk debat
siger til sin modstander: “Du bliver nok klogere med alderen.” Det bliver man
naturligvis irriteret over. Jalving og Støvring må kende følelsen, fra når de
beskyldes for at være racister og deslige.
Måske det var på tide at indse, at alle er ”krænkede”
i ordets misforståede betydning – det vil sige, at vi egentlig ikke er så
krænkede i virkeligheden men bare er uenige om normer og værdier. Dét kan alle
fra højre til venstre finde på at påtale offentligt, og det bør man vel kunne
gøre i et demokrati, uden at man af den årsag er ’krænkelsesparat.’